gallery-frenchconnection-4-gallery-image

Er du overhovedet klog nok til The French Connection?

Casper Christensen Blog Leave a Comment

Provokerende overskrift, ikke sandt? Godt, for så har du det lige som mig. Ansporet af et indlæg og tilhørende kommentarer i Filmnørdens Hjørne Forum her til morgen, stod det pludselig klart, at mange på ingen måde mener, at The French Connection er en god film. William Friedkins thriller om en små-besat politimands (Gene Hackman) jagt på en fransk narkohandler (Fernando Rey) i New York fra 1971 kryber ellers ofte med på lister over de bedste film nogensinde, inklusiv vores egen. Alligevel var flere af forummets medlemmer slet ikke med på vognen, efter at have set den:

“Virker som en meget banal thriller…“

“Meget ordinær og utrolig overvurderet thriller.“

“Var ikke overdrevet imponeret.“

“Den har virkelig ikke noget at byde på.“

Nu er der stadig ikke opfundet en endegyldig facitliste, som man bare kan henvende sig til, for at se hvilke film, der objektivt set er gode eller dårlige. Lige meget hvor mange, der end måtte være enige om en films kvaliteter, så ér det stadig en subjektiv oplevelse, at se og indtage en film. Ja, der findes mennesker som synes Se7en er røvkedelig, og at 2001: A Space Odyssey er en omgang opstyltet kunst-fis, og det skal de have lov til at synes. Alligevel gav denne negative kritik af The French Connection mig en reaktion á la “I er jo ikke rigtigt kloge!”, så lad mig derfor prøve, at gøre jer det.

Da jeg var mindre, var jeg glad for biljagter. Jeg havde set Beverly Hills Cop ti gange inden jeg var 10 år. Åbningsscenen i den film er en f*cking fed biljagt! Det synes jeg dengang, og det synes jeg i dag. Forskellige familiemedlemmer opfangede min drengede kærlighed for automobil smadder. Først blev jeg anbefalet at se med, da DR en aften viste Bullitt. Jeg skulle også se med, da DR viste The French Connection, for begge disse film havde jo nogen af “filmhistoriens vildeste biljagter”…

Jeg blev usandsynligt skuffet. For det første fordi jeg på INGEN måde synes, at nogle af disse “historiske” biljagter kunne stå mål med mængden af festlig smadder i Beverly Hills Cop. Smadrer Bullitt måske gennem 40 biler i en løbsk truck med 20 politibiler efter sig til tonerne af Pointer Sisters? Nej. Fail!

For det andet fordi det jo var nogle usandsynligt kedelige film. Seriøse, sure, mutte mænd, der sammenbidt trasker rundt i henholdsvis San Francisco og New York, til tonerne af gammel, underlig musik, var ved Gud ikke noget, der kunne slå en rapkæftet, grinende Axel Foley og synthede 80’er-beats. Jeg kedede mig og skød dem hen som afdankede far-film. Punktum.

I en alder af 21 år faldt jeg over soundtracket til Bullitt på CD i en snusket shop i Singapore. Jeg havde udviklet mig til lidt af en musik- og filmnørd og var i denne periode på et retro-trip, hvor især blacksploitation-film havde fanget min interesse, fordi de var så sjove og overdrevne niggah-cool. Jeg købte soundtracket, fordi coveret var fedt.

Det var musikken sgu også – funky, kølig, jazzet, dynamisk – så da jeg kom hjem til DK, anskaffede jeg filmen på DVD. Tid til et gensyn. Og den var jo så friggin’ cool! Stil, tema, musik, action, tempo, billeder, tidsbillede. ALT spillede for mig i Bullitt. En film jeg lidt over ti år før, havde skudt hen som mølædt gammelmands-snork.

Inden længe fandt The French Connection også vej ind i min voksende DVD-samling, og min reaktion var den samme. Det hensynsløse, ustoppelige filmsprog, de snavsede, rå billeder og den nærmest hysteriske, tromlende bulder-stress-jazz gik op i en højere enhed for mig. Den var fed! Især The French Connection kunne jeg dog allerede dengang godt mærke var… udfordrende. Det er ikke umiddelbart en let film, som man sidder og nyder og kværner popcorn til. Men hvad var der sket i de mellemliggende 10-12 år? Hvad havde ændret sig i mig, så jeg pludselig kunne finde ud af at sætte pris på disse to film, jeg ellers netop havde givet en sur børne-tommelfinger nedad?

Med ét ord: refleksion. Gennem ti års uafbrudt kulturforbrug af musik og især film, havde jeg opbygget en underbevidst forståelse af musik og films anatomi. Ikke at jeg knivskarpt kunne sætte ord på denne forståelse, men den var der. Jeg havde lært, at jeg havde forhold til film. I den ene ende er der mig, og i den anden ende er der filmen, men der imellem ligger forholdet.

observer

Som ung er dette “rum” tomt. Man tager alt ind uden at reflekterer. Man reagerer og ikke andet. Som man bliver ældre og får mere erfaring og ser flere film, bliver dette “rum” fyldt op med refleksion. Den film jeg ser bliver afspejlet i flere og flere af mine erfaringer (læs: sete film), jo ældre jeg bliver. Det er filmanmelderens forbandelse, at dette rum ender med at blive så fyldt af refleksioner, at man til sidst ikke kan se filmen. Topmålet er, når man både reagerer og reflekterer i næsten lige høj grad. Når både hjerte og hjerne aktiveres. Og ja, jeg generaliserer her, men det er for at fremme forståelsen.

En række faktorer spiller ind i din måde at opleve en film på, og i denne situation er især to af dem værd at pointere:

1. Tiden fra filmen blev produceret, til du ser den. Jo længere tid, jo længere er filmen fra det kulturelle grundlag du er blevet dannet udfra, jo mere “fremmed” virker filmen i den kulturverden du befinder dig i lige nu.

2. Filmens intellektuelle sværhedsgrad. I hvor høj grad går den efter at skabe følelser i dig, i forhold til at skabe tanker. Jo færre og simplere tanker den går efter at give dig, jo mindre refleksion kræver den, jo mindre kulturelt erfaren behøver man være for at få noget ud af filmen.

Hvor mange 8-årige unger har du set sidde alene og nyde Tarkovskys Solyaris? Hvor mange 55-årige filmelskere har du set smide Bennys badekar i Blu-ray-afspilleren i hjemmebiffen? Dette betyder, at der er et “sweetspot” for hver en film i din udvikling som kulturforbruger. Et perfekt tidspunkt at se den på.

Da jeg første gang som ca. 10-årig så The French Connection, var det for tidligt. Jeg havde ikke evnen til at reflektere over den. Jeg vidste ikke, at den var et filmisk brøl fra en tosset vildmand i en tid hvor film var meget “pænere”. Jeg opfattede ikke den sitrende ondskab, der gennemsyrer Friedkins ubarmhjertige filmsprog. Jeg kunne på ingen måde acceptere alle filmens direkte og indirekte ubesvarede spørgsmål. Dens tempo kunne slet ikke stå mål med de intense og meget yngre actionbrag jeg på daværende tidspunkt allerede havde set. Jeg ænsede på ingen måde, hvor tragi-komisk en ode til New York som nederdrægtig, syndfuld og livskvælende metropol denne film er. Jeg kunne kort sagt ikke sætte pris på den. 10 år efter så jeg den på det perfekte tidspunkt, og den faldt i hak. Havde jeg set den for første gang i dag, ville jeg sikkert stadig kunne sætte pris på den, men jeg tror ikke, jeg havde FØLT den lige så stærkt, som da jeg så den første gang i starten af mine 20’ere. Det perfekte tidspunkt.

Det er 100 % i orden, at du i dag ser The French Connection for første gang og synes den er banal, overvurderet, og at den ikke har noget at byde på. Glem den. Drop den. Skod den.

Hvad der derimod IKKE er i orden er, hvis du ikke kan lide den og samtidig skråsikkert tror, at du “ved” nok til at kunne sætte pris på den uden at stille spørgsmål. Dette er præcist det minefelt som filmanmeldere danser rundt i, fordi de tror og mener, at de kan. Jeg kan således naturligvis tage fejl (både som filmanmelder og i denne artikel), men hvis du formår at tage The French Connections samtid og dens filmkultur i betragtning, dykker ned i dens underliggende kvaliteter og ser på, ikke bare filmens plot, men hvad den virkelig HANDLER om, så vil jeg vædde med, at også du vil ende med at gå fra tommelfinger nedad til tommefinger opad. Og hav tålmodighed, for det kan godt være, at du skal lade den ligge på hylden i 10-12 år.

Jeg er ked af, hvis nogen føler sig talt ned til i denne artikel, for det er absolut ikke min hensigt. Jeg håber ganske enkelt på at kunne inspirere til, at du giver dig tid til at åbne dit filmsind, hvis du har brug for det. En garvet anmelder fra et af de fysiske medier sagde for nyligt til mig: “Jo mere du har set, jo mere du ved, jo mere kommer du i tvivl. Det er kun sundt. Der er snesevis af måder, et kunstværk kan lykkes på.” Let at glemme, men værd at huske, både for filmanmeldere og rigtige mennesker.

Som en lille krølle på halen, så læs her Roger Greenspuns originale filmanmeldelse af The French Connection i The New York Times fra ’71. Den kan måske hjælpe dig op på et spor, der kan føre til en værdsættelse af netop denne film. Der er altid håb, på trods af hvad The French Connection påstår… måske.

Del denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *