Bang Bang! – Fra umotiveret Netflix-chance til gal/genial Bolly-action

Filmnørdens Hjørne Blog 2 Comments

Tillad mig at koge suppe på en filmoplevelse, jeg havde for nyligt. Den sjoveste af slagsen, jeg har haft i årevis.

Her i husstanden har vi adgang til alle mulige landes Netflix. Canadisk Netflix til frokost og fransk Netflix til aften? No problem. Det har vi haft i flere år og jeg kan fortælle, at Netflix’ danske udbud slet ikke er så dårligt. Ja, der dukker da nogle ting op på USA-Netlifx (og Canada-Netflix!) før end i DK, men det generelle udbud er ganske godt.

En ting jeg dog kan savne i det danske Netflix-udbud er variation – eller “diversitet” er vist in-ordet. Mængden af britiske og amerikanske produktioner er, så vidt jeg har opfattet, dominerende. Fint for en anglofil filmnørd opflasket i en vestlig, amerikaniseret kultur, men det får bare ikke skyklapperne til at udvidde sig. At få sig en mere globaliseret rusketur er besynderligt nok lettere på amerikansk Netflix.

Således sad jeg for nogle uger siden plantet i sofaen med en træt kæreste ved siden af, og ingen af os anede, hvad pokker vi skulle Netflixe. (Ja, man kan godt verbe ordet “Netflix”.) Jeg bladrede ned gennem den endeløse række af mere eller mindre hjælpsomme, tematiske anbefalinger uden at blive inspireret, men stoppede naturligvis ved følgende plakat og (ikke mindst) titel.

bangbang-poster_650_070114093547

Nu er muskler, damer, guns og lort, der eksploderer, muligvis ikke den mest inspirerende eller originale måde, at lokke publikum til på, men – dammit – det virker. Især når man, som os den aften, absolut ikke var til udfordrende filmkunst af højere snob-klasse. “Vi skal bare lige se, hvad det er”, sagde min norske import-kjæreste uden at vide, hvilken fuldstændig absurd filmoplevelse, hun tog sit første skridt ind i.

Netflix beskrev Bang Bang! (2014), som en Bollywood-genindspilning af Tom Cruise– og Cameron Diaz-filmen Knight and Day. På ingen måde et højdepunkt i nogens karriere, og derfor ikke en film jeg har taget mig sammen til at se. Ikke desto mindre er det en film om en almindelig pige, der rulles ind i et globetrottende actioneventyr, da hun møder en hemmelig spion. Sjov og ballade og absolut ikke andet, men hvordan forløser inderne sådan en historie?

Jeg satte filmen i gang for sjov, opsat på bare at se til og med den første uundgåelige Bollywood sang og danse-scene. Det skal understreges, at jeg er total Bollywood-novice, med alle de genre-fordomme, som du kan forestille dig, og at jeg ikke havde nogen anelse om, hvad denne film gik ud på.

Bang Bang 1

Filmen åbner med et helikopterskud af, hvad der tydeligvis er London, afsløret af blandt andet The Millennium Dome. Bippende tekst stamper ordet “London” frem i bunden af skærmen. Klip til endnu et helikopterskud af London, denne gang med fokus på en skyskraber… med ørkenlandskab i baggrunden. Allerede her efter ca. 25 sekunder var jeg fascineret. Skulle dette stadig være i London? Er England blevet en ørken i denne film? Eller ved producerne af Bang Bang! at deres målgruppe enten ikke aner eller er fløjtende ligeglad med, om der ligger masser af sand lige udenfor East End? Anyway…

Bang Bang 2

Et par alvorlige sorte biler kører op til indgangen af denne skyskraber i “London” (*host*Dubai?*host*) til tonerne af pulserende spion-tech-musik. En fyr klædt i en militæruniform så stram, at den må være blevet syet på ham, træder ud af den forreste bil. Han er tydeligvis bad-ass, for han har solbriller på. Han møder nogle jakkesæt, der forklarer at de kommer fra den britiske efterretningstjeneste.

Bang Bang 4

Under en walk’n’talk på vej til et mødelokale folder sproget sig ud. En funky pærevælling af hindi og engelsk, med overvægt af førstnævnte. “(Hindi, hindi, hindi) Heathrow Airport (hindi). (Hindi, hindi) fake documents (hindi). (Hindi) most wanted criminal. (Hindi) private island (hindi, hindi, hindi).” Undertekster var ca. 60 % nødvendige.

Bang Bang 5

Stemningen er anspændt, seriøs og professionel, da mændene går ind i en elevator og bad-ass-militærmandens telefon ringer. Det er hans indiske mor, der ringer for at spørge om han er kommet godt frem og om han har husket at tage en sweater på. Det siger han, at han har, men hun tror ikke på ham, for hun ved nemlig, hvordan begge hendes sønner er. Aha, bad-ass-militærmand har en bror! Men Viren, som han hedder, har ikke tid til sweater-diskussion og lægger på. Der er trods alt top hemmelig spion-shit undervejs her.

Bang Bang 6

Viren skal nemlig hente en top-kriminel, indisk bagmand ved navn Zafar tilbage til retsforfølgelse i Indien, men i en actionscene produceret perfekt efter Michael Bay-metoden, overtager Zafars håndlangere hele MI6-skyskraberen. Zafar slår Viren ihjel og hopper ombord i en helikopter og giver (af virkelig svært forståelige årsager) sin mest trofaste mand ansvaret for at få stjålet Koh-i-Noor-diamanten (google den).

Bang Bang 7

Klip til mørk, ultra-ULTRA-slow-motion-montage af hætteklædt dude i regnvejr, der går gennem Londons (?) gader og jonglerer med Koh-i-Norr-diamanten for sig selv, hans ansigt kun afsløret momentvist af forbipasserende lyskegler, til tonerne af skrigende guitarer og rock-beats, der med ét går over i happy inder-dance-pop og titlen BANG BANG! blæser over skærmen…

Bang Bang 8

Dette har indtil videre kun været en lille smagsprøve på, hvad Bang Bang! har at byde på, men det er fængende som pokker. Herfra folder historien sig ellers ud. Virens bror Rajveer (den hætteklædte juveltyv fra før) søger hævn for sin brors død. Han støder under en flugt fra nogle skurke ind i den søde pige Harleen, der tror han er hendes blinde date.

Bang Bang 9

Harleen spilles af model/skuespiller Katrina Kaif, som åbenbart er en af Bollywoods højest betalte skuespillerinder. Hun er fin og pæn, men det er intet mod den nærmest overjordiske skønhed, der er hendes mandlige modpart i filmen, Hrithik RoshanHrithik kan ikke beskrives med ord. Han skal opleves. Aldrig har en mand kunne gå fra akrobatisk, crazy actionscene over komisk rom-com-scene til fuldblods Bollywood-fyrværkeri-powerdansescene, med så destilleret charme og et så blændende glimt i øjet, at man skulle tro, man stirrede direkte ind i solen. Hele hans person og udstråling er så overdrevet som hans mavemuskler, der snildt kunne bære en hel film alene (hvilket de næsten gør her).

hrithik roshan

Men tilbage til deres pludselige blind date. Der opstår sød musik mellem de to, hvilket stille og roligt leder op til den scene, der endegyldigt gjorde det komplet umuligt for mig at stoppe filmen. (Men vent lige: Hvis du rent faktisk har tænkt dig at se denne film, så lad være med at se nedenstående klip. Du fortjener oplevelsen i sin fulde uafslørede form.) Efter deres første møde og en romantisk slentretur gennem byen, sker det her…

Du må ikke spørge hvorfor, men denne dansescene føltes som en åbenbaring, og det bliver kun vildere derfra. Bang Bang! disker op med den ene fuldstændigt afsindige action- og/eller dansescene efter den anden krydret med “sjove” scener, hvor det umage par har problemer med at begå sig i hinandens verdener. Det er uden sammenligning en af de mest underholdende filmoplevelser, jeg har haft i årevis.

Der er actionscener så vilde, at Hollywood slet ikke kan være med (seriøst, de er sindssyge). Der er komplet umotiverede, men fantastisk koreograferede synge og danse-scener. Der er Hrithik Roshan. Og der er alle de små elementer, der får det hele til at virke usandsynligt indisk, selvom filmen på overfladen ligner en gennemsnitlig vestlig blockbuster. Jeg kan ikke anbefale denne film nok, og se den helst med en flok venner. Check traileren her for en forsmag på mængden af afsindigheder:

Bang Bang!‘s fornemmeste bedrift er dog, at den rammer en perfekt balance mellem at være en spoof og tage sig selv seriøst. Den ved tydeligvis godt, at den er en fjollet, overdrevet Bolly-basker, men samtidig er både action, romantik og sang-og-dansescener 100 % gennemførte og flot produceret. Efterfølgende research har afsløret, at Bang Bang! hyldes som en af de absolut fedeste actionfilm nogensinde produceret i Indien, så regn ikke med at alle inder-actionfilm er lige så sindssyge som denne.

Men det bedste af det hele, var måden vi fandt frem til filmen, for at hele oplevelsen var baseret på en Netflix-chance, gjorde kun alt bedre. Så ja, du kan læse dette indlæg som en opfordring til at se Bang Bang!, men det er i høj grad også en opfordring til, at tage chancer. Spring ud i en tilfældig film, for du aner ikke, om det ender med at blive den bedste filmoplevelse, du har haft længe. Held og lykke!

Del denne artikel

Comments 2

  1. Du skal søge på Dhoom 2… Starter også med noget med engelske juveler og den videste action scene dog i Namibia s ørken og hvor Hrithik bl.a går.

Skriv et svar til Groove Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.