Cinemajour nr. 53 (Judy, Hustlers, Zombieland: Double Tap, m.m.)

Filmnørdens Hjørne Cinemajour, Podcast Leave a Comment

Vi er godt og grundigt på vej ind i prisuddelingssæsonen. Sidste gang havde vi Joaquin Phoenix, der lægger sig lunt i Oscarræset med sin portrættering af Jokeren. Denne gang dukker Renée Zellweger op med sit bud på en Oscarværdig præstation, når hun vrider stemmebåndet som den hedengangne superfilmstjerne Judy Garland i filmen Judy, som Casper og Jannik anmelder.

Marie slæbte Casper ned i den anden ende af det finkulturelle spektrum og tog ham med på socialt bevidst stripklub i Hustlers, hvor Jennifer Lopez & Co. bedøver liderlige Wall Street-slamberter og ripper deres kontoer.

Og så vender vi efter 10 år tilbage til den zombieplagede verden i Zombieland: Double Tap, hvor de holdet fra 1’eren fortæller videre på deres historie 10 år efter. Det har Casper og Jannik haft ret forskellige oplevelser ud af, som du kan høre i deres anmeldelse.

Ja, kun tre filmanmeldelser denne gang, men det gør jo bare plads til mere fokus på serier og fremtiden, så Marie zoomer ind på især Watchmen og Living With Yourself, mens Jannik har set Breaking Bad-filmen El Camino.

Med i El Camino er Robert Forster – rollen, der skulle blive hans sidste. En hjertevarme skuespiller, der har gjort stort indtryk på os alle tre, hvilket Jannik fortæller om i en hyldest til den ærkeamerikanske skuespiller.

Og så afslutter vi med at glo længe og intenst ind i krystalkuglen og fortælle om de kommende seks måneders premiere på internationale film, som vi glæder os til (… eller ser moderat frem til). Rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper, Marie & Jannik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *