Podcast 181 (Den om sydkoreansk film…)

Filmnørdens Hjørne Podcast 2 Comments

Michael Bo elsker koreanske film af hele sit hjerte. Casper Christensen er fascineret, men forstår dem ikke rigtigt. Nu sætter de to filmnørder sig ned og tager en god lang snak om sydkoreansk kultur, historie, land, folk og film for at finde ind til kernen af sagen. For, hvad er det specifikt, der gør, at sydkoreansk film føles så unik og så umådelig svær at sætte i bås? Hvorfor har sydkoreansk film oplevet en hidtil uhørt popularitet op gennem det seneste årti? Hvorfor betyder regnvejr aldrig noget i koreanske film? Og hvorfor er der så enorm forskel på, hvordan Michael og Casper oplever de nøjagtigt samme film?

For at komme nærmere svar på ovenstående spørgsmål, tager Michael og Casper på en tur op gennem hver deres historie med koreansk film. De kommer gennem en god bunke af særligt anbefalelsesværdige film, og takket være især Michael, får filmene også et på nøgleord med på vejen, der kan hjælpe sagesløse nybegyndere med at forholde sig til dem. For selvom Michael gentagne gange fortæller, at koreansk film er noget af det letteste man kan se overhovedet, så ér Casper bare ikke enig.

Alt dette er der kommet en ret ordrig podcast ud af, der tager dig langt ind i filmlandet Sydkorea. Efter små tre timer i selskab med d’herrer Bo & Christensen, bør du være mere end rustet til at give dig i kast med alle former for sydkoreansk film, hvor ny du end måtte være til dette asiatiske lands filmkultur.

Vi håber oprigtigt, at vi får inspireret bare en håndfuld af jer til at dykke (længere) ned i sydkoreansk film, for de byder på helt unikke oplevelser. Alt, hvad du har lært om det klassiske vestlige filmsprog, kan sydkoreanske stille spørgsmål ved og måske endda vende helt på hovedet. Så pak tasken og husk pas, penge og parlør, for nu går turen til Sykorea. Rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper & Michael

 

Comments 2

  1. Please flere After Darks, de er de fedeste podcasts der findes og vil så gerne have flere (hvis i har tid, kræfter og overskud)
    Det ville især være fedt hvis i lavede en After Dark om Godfarther
    Hilsen Marcus (verdens måske største filmnørd)
    PS i er fantastiske og jeg elsker jeres podcast

    1. Post
      Author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *