Velkommen til ‘Cinemajour 85’! Det er første gang i godt og vel 2½ år, vi kaster os over en Cinemajour, så vi skal lige banke rusten af i starten. Men bare rolig. Som episoden skrider frem, finder vi tilbage i et nogenlunde velkendt gear, og det hele begynder at føles “normalt” igen.
Vi har til denne optagelse slået lejr på Kim Foss’ kontor i Grand Teatret. Kim er både ejer af Grand og en god ven af podcasten, så der skal lyde et kæmpe tak for, at vi må sidde midt i biografens hjerte og tale om film.

Vi har en seriøs stak titler med i tasken. Vi ser nærmere på det næste store zombie-kapitel, hvor Danny Boyle har givet stafetten videre til Nia DaCosta. Med ’28 Years Later – The Bone Temple’ åbner hun endnu en dør i sagaen, der gav os sidste års bedste film ™, så forventningerne kommer til at spille en rolle. Vi skal også forbi det danske drama ‘Begyndelser’, der går tæt på et brud, hvor Trine Dyrholm og David Dencik er tvunget til at blive i det, de egentlig var på vej væk fra. Videre til Tokyo, hvor man åbenbart kan lease menneskelige relationer i ‘Rental Family’, en film der spidder vores moderne behov for nærvær.
Med thriller-drama-komedien ‘No Other Choice’ vender Park Chan-wooks endnu engang tilbage til de danske biografer. En mand mister jobbet og beslutter sig for metodisk at rydde konkurrenterne af vejen i stedet for at opdatere sit CV. Derudover vender vi Lynne Ramsays ‘Die My Love’, hvor Jennifer Lawrence balancerer på kanten af et sammenbrud, og den rystende ‘The Voice of Hind Rajab’, der med enkle greb og virkelighedens stemmer sætter sig i kroppen længe efter rulleteksterne. Vi skal også omkring ‘The Secret Agent’, der byder på 70’er-stemning og brazuca-paranoia.
Og så nyder vi virkelig at suse gennem gaderne i Paris i slut-50’erne, mens højrøvede filmskabere diskuterer filmkunstens essens på hvert gadehjørne og kun trækker vejret gennem smøger. Filmen er ‘Nouvelle Vague’ og vores tourguide er Richard Linklater.
Til sidst hopper vi i seriehjørnet med ‘A Knight of the Seven Kingdoms’, der kort sagt er en slags “buddy cop”-version af ‘Game of Thrones’ med Dunk og Egg. Og så tager vi pulsen på ‘The Pitt’, der netop er landet med sin anden sæson og leverer hospitalsdrama uden filter. Rigtig god fornøjelse!
Med venlig hilsen,
Jannik & Casper
Premieredatoer (fundet via Kino.dk, Grand Teatret & HBO/Max)
I biografen:
-
15. januar: ‘Begyndelser’ (Dansk premiere)
-
15. januar: ‘Rental Family’
-
15. januar: ’28 Years Later – The Bone Temple’ (Rammer biograferne ugen efter forgængeren)
-
15. januar: ‘No Other Choice’ (Park Chan-wook)
-
22. januar: ‘Nouvelle Vague’ (Vises bl.a. i Grand Teatret)
-
29. januar: ‘The Voice of Hind Rajab’
-
29. januar: ‘Die My Love’
-
5. februar: ‘The Secret Agent’ (Dansk biografpremiere)
Streaming:
-
8. januar: ‘The Pitt’ (Sæson 2 på Max)
-
18. januar: ‘A Knight of the Seven Kingdoms’ (Premiere på Max)


