Hvis du allerede ved hvem Drew Struzan er, så er du mere nørd end de fleste. Alligevel findes der få mennesker på denne jord, der aldrig har set hans streg. Han er nemlig en af de mest ikoniske filmplakat-tegnere i verden. I forbindelse med udgivelsen af en ny bog om ham og hans værker, tænkte vi det var på sin plads, at fortælle lidt om manden bag nogle af de seneste årtiers mest kendte filmplakater.
Struzan er født i 1947 i Oregon, USA, og er uddannet på Art Center College Of Design i Californien. Fra slutningen af 60’erne arbejdede han som illustrator for designfirmaet Pacific Eye And Ear, hvor han endte med at tegne en lang række kendte LP-covers for musikere som The Beach Boys, Alice Cooper og (vores favorit) Liberace.
Sammen med en ven der arbejdede i filmbranchen, dannede Struzan firmaet Pencil Pushers i ’77 og det var her han begyndte at udvikle den særlige teknik, der senere skulle gøre ham til en eftertragtet herre. De nærmere tekniske detaljer omkring hans arbejdsmetoder er ikke så lette at forklare, men grundlæggende handler det om, at han starter et projekt med at bruge airbrush – et værktøj flere i faget mener han er den ultimativt bedste til at bruge. Herefter tegner han det airbrushede op med diverse former for blyanter, penne og pensler. Resultatet lander et sted mellem ultra-realisme og ren fantasy.
Da Struzans ven Charles White fik til opgave, at tegne en filmplakat til den første Star Wars-film, bad han Struzan om hjælp. Charles var ikke så vild med at tegne portrætter og karakterer, så det fik Struzan lov til, mens Charles ordnede alt det andet. Resultatet blev begyndelsen på en gloriøs karriere, for George Lucas var så glad for plakaten, at Struzan også fik til opgave at designe og tegne plakaterne til de efterfølgende Star Wars-film.
Siden da har Struzan stået for nogle af verdens mest kendte filmplakater. Hans karakteriske streg kan ses på plakaterne til en lang række film, hvoraf vi har fundet følgende eksempler.
Blade Runner (1984)
Indiana Jones And The Last Crusade (1989)
Back To The Future – Part II (1989)
Men Struzan er naturligvis ikke den eneste ikoniske filmplakat-tegner og en af hans nærmeste kolleger/konkurrenter var Richard Amsel, men ham må vi fortælle om en anden god gang.
Tak for nu 😉