Hvert år kritiseres Oscaruddelingen for, at være gammeldags og ude af trit med tidens trends og toner. For at finde ud af præcis hvor støvet og arkæisk Oscar egentlig er, skal du blot vende din opmærksomhed mod London to uger inden Oscaruddelingen. Her kan du nemlig observere, hvordan man skaber en perfekt sammensmeltning af nyt og gammelt, klassisk og moderne, pop og kunst, sjov og alvor, en afbalanceret hyldest til både fortid, nutid og fremtid: The British Academy Film Awards, populært kaldt BAFTA-uddelingen.
Med relativt minimale udsvingninger holder den britiske filmprisuddeling en ualmindelig høj standard for at jonglere en altid respektfuld og (ikke for) højtidelig hyldest til filmkunsten, med et altid underholdende og skide skægt show og i år var endnu et strålende eksempel.
I centrum for hele herligheden står et af BAFTAs stærkeste kort: Stephen Fry. Denne ordekvilibristike komiker/forfatter/tv-vært/skuespiller/alt-mulig-mand er personificeringen af BAFTA-følelsen. På en og samme tid er han definitionen af både ærbødig britisk høflighed og tornet britisk humor. Hans evne til at danse ubesværet på grænsen mellem sikker og farlig, gør ham perfekt til rollen som toastmaster for nogle af jordens dygtigste filmskabere og mest celebre gæster. Uden at sønderbombe selve BAFTAs eget eksistensgrundlag som en anden Gervais-type, holder han hele det selvhøjtidlige arrangement så tæt på jorden som muligt, mens han tiltaler hvert segment af publikum, og han får det til at se let ud.
Men udover Hr. Fry har BAFTA-uddelingen flere fordele, som Oscaruddelingen kun kan drømme om, ikke mindst den fortræffelige mangel på reklamepauser. BAFTA sendes nemlig på BBC, der ikke har en reklamer, da det er en statsejet TV-station. I stedet skraber de penge sammen via sponsorater. Hele showet rulles derfor ud i én lang køre, med hvad der virker som enormt god tid til, at lade både vært, gæster og vindere tale så længe, de har lyst. I år blev ikke én eneste person på scenen i London afbrudt eller stoppet i sin talestrøm, hvilket som regel er et af mange irriterende aspekter ved Oscars show.
(Opdatering: Til gengæld sendes BAFTA-showet kun næsten-live, for det er egentlig redigeret og sendes med to timers forsinkelse, hvor Oscar ér live og kun sendes med 30 sekunders blip-bandeord-buffer. I redigeringen skæres også alle tekniske kategorier fra, hvilket er lidt synd, men jeg opdager aldrig at jeg savner dem, før end til sidst, hvor de opsummeres i et hurtigt tilbageblik.)
Et område hvor BAFTA også udviser sit enorme favntag om både det nye og gamle er i den musik, der bliver blæst ud over publikum under showet, når der vises montager eller en ny gæst valser ind på scenen. Der er i det hele taget alt for lidt rock/techno/soul/dub-step/80’er-pop i Oscarshowet. Dette lille, men essentielle aspekt af BAFTA-uddelingen, giver netop indtryk af, at den ellers 69 år gamle skude af en institution har et moderne og bredspektret udsyn på sin omverden, hvor lidt indflydelse det end måtte have på de film, som ender med at blive æret med en pris.
Det er også værd at bemærke BAFTA-uddelingens kategorier. Overvejende er de et ekko af Oscars kategorier, med en håndfuld vigtige undtagelser i priserne for Rising Star og Outstanding Debut, der sætter fokus på nye og unge filmskabere. Det er kun to ud af 24 kategorier, men de gør en verden til forskel og udviser en respekt for nybegyndere, som det ville klæde Oscar at efterligne.
Jeg elsker Oscaruddelingen. Ingen tvivl om det, men hvor ville jeg dog ønske, at de lånte en idé eller ti fra BAFTA. Oscar har brug for fornyelse, hvis han vil vinde yngre generationers gunst. Der er skam også taget en håndfuld nye tiltag, der skal blive spændende at se udfolde sig natten til d. 29. februar. Blandt andet leverer alle nominerede inden showet i år en liste over folk, de gerne vil takke. Disse navne vil rulle forbi i tekstform på skærmen under deres takketale, så de heldige vindere kan få lov at bruge lidt mere tid på at tale i stedet for at takke produceren, advokaten, hundepsykologen og alle de andre.
Set ved siden af BAFTA, ligner Oscar dog stadig som en gammel, højpandet Pater Familias, der nødtvungent prøver at være ung med de unge af frygt for sin egen eksistens, mens han skæver til den irriterende festlige Tante BAFTA, der netop ér ung med de unge, fordi hun ikke ser ud som om, at hun prøver at være det.
Skæv løs, kære Oscar. Du kunne måske lære noget.
Comments 1
Kan for god ordens skyld lige nævne, at DR3 sender BAFTA-show’et i morgen d. 16. fra 21-23:30 🙂