Det er nærmest en del af stillingsbetegnelsen, at filmanmeldere er gode til at danne en mening om en film. Jo flere film man har set, jo lettere bliver det da også. Man får lettere ved at lade sine analytiske tanker trænge gennem ens mulige følelsesmæssige reaktioner og dermed vurdere ikke bare om, men også hvordan, en film (ikke) virker.
I dag har jeg dog set en af den slags film, hvor jeg på ingen måde har dannet en klar og sikker mening. En film, der mudrede mig til med følelser og symbolik, der stritter i forskellige retninger og som jeg ikke evner at opsummere på en enkel bundlinje. For hvad pokker er dog egentlig meningen med A Bigger Splash?
A Bigger Splash fortæller historien om en ekstremt succesfuld, erfaren og kendt rocksangerinde ved navn Marianne Lane (Tilda Swinton), der har søgt langtids-tilflugt på en italiensk ø, med sin restituerende alkoholiker- og dokumentarinstruktør-kæreste Paul (Matthias Schoenaerts). Deres situation emmer af stilhed, kærlighed og lyksaglighed, indtil Mariannes eks-kæreste og -samarbejdspartner Harry (Ralph Fiennes) dukker op, med sin unge, ultra-flirtende datter på slæb (Dakota Johnson). Harry er en bombe af udadvendt energi, der udtrykker hver eneste tanke og følelse med både ord og krop. Han er ekstremt tiltalende og pisse-irriterende på samme tid. Medlemmerne af dette firkløver begynder så bogstaveligt talt og i overført betydning at gnide sig op og ned ad hinanden, indtil der går ild i hele molevitten.
Hver enkelt af de fire roller er af den slags, som skuespillere bør elske. De er fyldt med modstridende tanker, følelser og reaktioner, som de kæmper med at ud- og/eller undertrykke. En klassisk sprængfarlig cocktail, der danser på kanten til overspil, men som, takket være netop disse fire skuespillere og deres instruktørs indsats, aldrig skvatter ud over den. At især Ralph Fiennes aldrig giver den et gram for meget gas i denne rolle er et mindre mirakel.
Men hvad skal det hele til for? Dette spørgsmål blev ved med at stå og blinke mig ind i fjæset, længe efter rulleteksterne var gledet bort. Jeg havde både kedet mig og følt mig underholdt, var glad og sur, imponeret og frustreret. På samme tid. Et bizart misk-mask af følelser og tanker, som de færreste film formår at fremprovokere. Jeg kunne se en masse lag i filmen, men ikke helt forstå dem. Jeg kunne se en masse virkemidler, men ikke helt greje, hvad de blev brugt til. Groft sagt: Jeg opfattede alt, men fattede intet.
Det er sgu en frustrerende oplevelse for mig som filmanmelder at se en film, der i så høj grad, får mig til at føle mig dum. Som oftest lægger det op til et gensyn med filmen, for måske at kunne komme dybere ind i den og finde svar på nogle af de spørgsmål den stiller. I dette tilfælde var der bare ikke tid til et gensyn. Jeg skulle danne en mening, på basis af en enkelt visning, selvom jeg egentlig ikke kunne. Jeg er stadig ikke 100 % sikker på, hvad jeg skal mene om A Bigger Splash, men det er vel en værdi i sig selv.
Her er en film, der tydeligvis gør en masse ting ved sit publikum, men som ikke afslører, hvorfor den gør det. En film, der lægger op til diskussion om, hvad pokker den egentlig er. Er den “bare” en tom stiløvelse fra instruktør Luca Guadagnino, der via en genindspilning af (name drop-alarm!) Jacques Derays film fra ’69 La Piscine, jonglerer med en masse temaer, følelser og filmsproglige virkemidler, uden at have en bevidst pointe? Eller ér A Bigger Splash en delikat opsat filmfortælling, der har en helt bevidst pointe, som jeg bare ikke er dygtig nok til at fatte? Og hvad betyder den titel?
Det er meget meta-snørklet, men jeg har besluttet, at jeg må sætte pris på, at jeg ikke ved præcis, hvordan jeg skal sætte pris på den. Jeg kan ikke sætte den i bås som værende “god” eller “dårlig”. Den er noget, men præcis hvad, må I selv finde ud af. Og dét kan jeg li’.
A Bigger Splash har premiere i danske biografer i dag, torsdag d. 17. marts, 2016.
Del dette indlæg