Det går godt for dansk film i øjeblikket. Vi vil faktisk gå så langt som at sige, at i Filmnørdens Hjørnes levetid har dansk film aldrig givet os så mange vilde oplevelser i biografen, som den har gjort indenfor den seneste måned. Det kan du høre meget mere om i denne episode, hvor Casper, Marie og Niels anmelder ni stykker film, hvoraf to aldrig ser indersiden af en biograf.
Der er de to danske – Danmarks sønner og Dronningen. Begge intense dramaer og begge fra filmskabere, som få af jer kender navnene på, men det kommer I til: Ulaa Salim og May El-Toukhy. Hjørnet introducerede en forpremiere på Dronningen i Grand og snakkede i den forbindelse med May El-Toukhy inden filmen. Den snak kan du også høre i denne episode (P.S. Undskyld den lidt kraftige akustik).
Derudover er der de to Netflix-film Triple Frontier og Love, Death + Robots, og her er kvaliteten straks lidt mere svingende, men der er i hvert fald en af dem, der kan anbefales kraftigt.
Og så er der ellers en lind strøm af forskellige internationale biograffilm: Robert Redfords farvel med Den sidste gentleman, gyser-genoplivningen af Pet Sematary, superhelte-komik med Shazam!, flygtninge-animation med Tårnet og sidst, men ikke mindst, er Tim Burton tilbage med en lille smule Tim Burton-magi i genindspilningen af Dumbo. Rigtig god fornøjelse!
Med venlig hilsen,
Casper, Marie & Niels