Ved du præcis hvorfor du griner når du griner? Kan du forklare præcist hvad det er der er så morsomt ved de scener i dine yndlings-komedier, som du griner mest af? Disse og mange, mange andre spørgsmål cirkler 69’eren sig omkring, for vi har nemlig en af Danmarks fremmeste komedie-instruktører i studiet, i form af Rasmus Heide. Rasmus er manden bag komedier som Alle for en (og to), Blå Mænd og Julefrokosten. Film der har haft en evne til at splitte folk i to skarpt optegnede lejre: dem der griner af dem og dem der ikke griner af dem. Sammen med Rasmus begiver vi os ud på en episk comedy-extravagnza, hvor vi prøver at snakke os ind til kernen af komedie. Det er meget højpandet, alvorligt og som Mike Myers siger det, lidt som at rode i sin egen afføring.
Med egen afføring på hænderne, vil vi således også udnytte at en af landets mest indtjenende instruktører er i studiet. I, kære lyttere, har nemlig suppleret os med et hav af gode, relevante og ikke mindst kritiske spørgsmål til hr. Heide, som han besvarer med bemærkelsesværdig ærlighed og grundighed. Derudover anmelder vi Hushpuppy, Jagten og Rasmus “anmelder” Alle for to. Vi har comedy-tv-anbefalinger fra Anders og Reklamedude er i sit eget anbefalings-humør. Smør øregangene godt, for her er tre timer med ukontrolleret snak, diskussion og grin, der forhåbentlig gør dig klogere på både Rasmus Heide og komedie-genren som helhed.
Rigtig god fornøjelse.
Med venlig hilsen,
Casper & Brie
Comments 3
Lige en kommentar til hvorfor vi griner: Jeg mener at have læst engang at mennesket biologisk set, i tidernes morgen, menes at have brugt latteren til at advare hinanden, altså hvis man ser/hører/oplever noget forkert/mærkeligt/uventet, griner man for at advare de andre i gruppen om at der muligvis lurer en fare. Dette kan også være med til at forklare hvorfor man (som regel) griner mere og højere når man er sammen med andre, end hvis man sidder alene.
Pingback: Jagten (2012) | Filmnørdens Hjørne
Pingback: Beasts of the Southern Wild / Hushpuppy (2012) | Filmnørdens Hjørne