Denne gang byder vi på en omgang tilbagelænede nyheder og en lidt rodet filmanmeldelses-snak, affødt af især Casper og Jespers voksende tendens til at være skide sure på nye film, som alle andre umiddelbart godt kan lide. Der blev plads til både selvransagelse, uforståelse og et forsøg på at definere, hvad vi egentlig laver, når vi anmelder en film. Nåja, og så beærede Reklamedude os med sin tilstedeværelse, men alt dette er naturligvis kun opvarmning til hovedretten i Podcast 118.
Nogen begynder at svede. Nogen kravler længere ud på kanten af sædet. Nogen holder sig for øjnene. Men stort set alle elsker en gedigen spændingsfilm – eller, som det kaldes i angloficerede folkemunde – thriller. Der findes stort set ikke en genre, som vi oftest bliver bedt om at komme med anbefalinger indenfor, hvilket så glimrende blev illustreret, da “Top 25 thrillers” kom meget højt op på lytternes ønskeliste i vores Facebook forum.
Derfor kaster vi os denne gang ud i kunsten at udvælge de 25 bedste af slagsen, hvilket naturligvis ikke var let. 118’erens tre værter leverede hver deres liste over favorit-thrillere. Ikke med udgangspunkt i de objektivt set bedste film, men med fokus på dem som vi helt personligt og emotionelt har haft de vildeste, mest thrillende oplevelser med. Disse lister blev så smidt ind i en eksponentielt stigende pointskala og smeltet sammen, hvilket har resulteret i en god, varieret og forhåbentlig inspirerende top 25.
I denne podcast gennemgår vi hele listen fra bund til top, med tilhørende lydklip og fortæller, hvorfor netop hver af disse film er med på listen. Spring frem til 1t 5m 50s, hvis du bare vil i gang med listen, og det kun kan gå for langsomt. Det blev mere intenst, end vi havde troet.
God “fornøjelse”.
Med venlig hilsen,
Casper, Jesper & Mille
P.s. Listen skal nok komme på skrift, men først når podcasten har fået lov at leve sig eget liv.
Comments 1
Jeg synes det er et rigtig fint program og er selv tit meget enig med ” de sure mænd” 🙂
Thriller listen har jeg ikke så meget meget at sige til. Fin liste og godt præsenteret.
Jeg har til gengæld noget rent overordnet. I spoiler altså ALT for meget i jeres anmeldelser. Fuck hvor var det nedtur at Casper, tror jeg at det var, forklarede hele plottet til the Gift!!!! Helt seriøst. En film jeg så lidt frem til, da det er joel Edgerton s første film som intsruktør og manusforfatter. Samt har Jason Bateman på rollelisten. Det er da lidt interessant og se om en udpræget komisk skuespiller kan løfte en mere seriøs rolle. Det bliver forresten også spændende at se Jason Sudeikis kan gøre det samme i den nye film Race der er på vej. Sidste år gjorde Steve Carell jo så flot en arbejde med Foxcatcher;)
Men ja sorry. Spoilers synes jeg klart man skal nedtone, ellers bliver man sgu nød til at have set filmene før man hører programmerne.
MEN super fedt program! Som filmnørd er det et helt fantastisk program at følge:)
Ps. Jeg gad sindsygt godt at være gæstevært hos jer. Ved godt at det er totalt longshot at skrive sådan noget. Jeg har bare selv arbejdet i film/tv branchen i 10 år, så mon ikke at vi kender nogen af de samme folk? OG så er jeg meget (gad godt finde en filmversion af ordret belæst), og kunne have nogen rigtig gode, og interessante samtaler med jer alle tre:)
Venlig hilsen
Casper Georg Eriksen