Superman kan flyve, skyde laserstråler ud af øjnene, blæse is, høre alt, se alt, skrue tiden tilbage og er udødelig. Han kæmper for retfærdighed og er stort set blevet hyldet som menneskehedens frelser, siden han landede på vores planet.
Denne morgen har han og kæresten sovet længe. Han står i sit køkken og steger spejlæg. Det gør han for at gøre sin kæreste glad. Dagen forinden havde han været i supermarkedet for at købe ind til aftensmad, og han havde blomster med hjem til hende. Han knaldede hende endda i deres badekar. Denne morgen står han i sine grå joggingbukser og steger spejlæg. Han steger spejlæg og han giver sig god tid til det.
Synes du denne situation er helt naturlig, så er Batman v Superman: Dawn of Justice en film for dig. Studser du lidt over den, er det ikke en film for dig.
Personligt markere denne spejlæg-situation det præcise tidspunkt, hvor jeg for alvor begyndte at tænke alle de tanker, som man ikke skal, når man ser en film med Batman og Superman. Hvordan kan Superman retfærdiggøre over for sig selv, at numle rundt i sine hyggebukser og kræse om morgenmaden, mens tusindvis af uskyldige mennesker ude i verden dør, fordi han ikke hjælper dem? Det er en tanke, man simpelthen ikke må tænke og tage alvorligt i en film som denne.
Men hvorfor dukker tanken så op her? Jeg elskede eksempelvis de to første Superman-film med Christopher Reeve. Har også glimrende forhold til mange andre superhelte-film, men det går alvorligt galt for mig her (som med Man of Steel), og kilden til utilfredsheden ligger på et helt grundlæggende plan.
Jeg ved ikke, om det kommer fra instruktør Zack Snyder, manus-forfatter David S. Goyer eller exec. producer Nolan, men en eller anden synes, det var en god idé at forfølge den seriøse, alvorlige tone, der blev slået an i The Dark Knight-trilogien. En tone, der gjorde filmenes ellers fantasifulde superhelteunivers noget nær realistisk. Publikum blev dermed indbudt til at tage plot og handling helt seriøst og lade logikken råde. Dette til trods for, at filmene er spækket med komplet ulogiske og urealistiske situationer. Hvordan kan Jokeren eksempelvis kværne en skolebus ind i en bank på en travl gade midt i Gotham-Chicago, uden at nogen reagerer mærkbart?
Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke evner at formulere en enkel forklaring på, hvordan The Dark Knight kan hoppe let og elegant over slige huller i logikken, mens Batman v Superman falder direkte igennem, men det har noget at gøre med fokus, prioritering, ambition og kontrol med publikum.
Batman v Superman: Dawn of Justice tror den er ligesom The Dark Knight. Den tror den hviler på nogle overordnede, tematiske budskaber om magt og misbrug af samme i retfærdighedens navn, mens al dens underholdende action og drama ligger på overfladen og lokker publikum til, kun for at give dem noget alvorligt at tænke over, efter popcorn-rusen har lagt sig.
I virkeligheden er denne superheltefilm antitesen til The Dark Knight. I virkeligheden hviler den på sin titulære kamp mellem to af superhelteverdens største titaner. Alt andet føles som påhægtet opsind, der kun findes for at bane vejen for denne kamp, som når Sacha “Borat” Cohen radbrækker sit manus til Grimsby, for at komme frem til en usandsynlig dum (men sjov) visuel joke.
Som sådan er Batman v Superman: Dawn of Justice ikke en film for filmelskere. Det er en film for tegneserieelskere. Ikke at tegneserieelskere er mindre intelligente eller kritiske, men det kræver en ekstremt overbærende kærlighed til filmens hovedfigurer, at sætte pris på det populistiske sammenstød mellem dem og samtidig ignorere postulaterne om en underlæggende mening, der hurtigt viser sig ikke at findes. Dette er filmens ultimative problem.
Den er da flot. Ben Affleck er overraskende god som Batman, og især Bruce Wayne. Og actionscenerne er ofte ganske godt skruet sammen. Når det så er sagt, står kritikpunkterne ellers i kø. Sammenhænge mellem handlingspunkter formidles med lige dele forvirring og ligegyldighed. Figurernes motivationer etableres dårligt, hvis overhovedet. Humor er bandlyst. Kausalitet og kontinuitet drukner i uvedkommende action. Og selve kampen mellem Batman og Superman, der som sagt udgør selve filmens papirstynde fundament, er undervældende og baseres på en simpel misforståelse, der kunne rettes op på, hvis de gad sige en enkelt sætning til hinanden og erstattes i øvrigt hurtigt af den fantasiforladte etablering af en elektrisk ork som ny antagonist. Og lad mig ikke begynde at flå Jesse Eisenbergs ulidelige Lex Luthor fra hinanden eller sørge over den fuldendte misbrug af Lois Lanes figur.
Næsten al denne kritik er relevant ene og alene, fordi Batman v Superman så inderligt gerne vil være seriøs og tages alvorligt. Havde den blot haft en tunge placeret i kinden, et glimt i øjet eller en distance til sig selv, ville det ikke have haft afgørende betydning. Det har den ikke og er i stedet håbløst navlebeskuende og selvhøjtidelig, hvilket den ganske enkelt ikke kan holde til.
Det er en film, der hæmmer kreativ tankegang, fordummer historiefortælling og generelt bare gør filmverdenen til et dårligere sted, for det værste er, at denne film efter al sandsynlighed kommer til at skovle penge ind. Fremtidige Hollywood-jakkesæt vil kunne pege på den som bevis for, at mere af samme slags bras tjener flere penge. Det er til at blive alvorligt deprimeret af, især ved påmindelsen om, at DC har en mindre lavine af lignende superheltefilm på vej i de kommende år.
Det er Batman og Superman, der slås, men lige meget hvem af dem vinder, så taber vi alle sammen.
Del denne artikel