Anmeldelse: Phantom Thread

Filmnørdens Hjørne Blog Leave a Comment

I begyndelsen af Phantom Thread observerer kameraet, hvor præcis og detaljeret en proces det er for hovedpersonen Reynolds Woodcock at tage sit tøj på om morgenen og gøre sig klar til dagen. De tynde, lilla strømper fires nøjsomt op om anklen. Det gråsprængte hår forceres tilbage med en smule pomade. Den ternede tweedjakke justeres på plads foran spejlet. Pænt tøj, men tydeligvis bare hverdagens arbejdstøj for en af de fremmeste modedesignere i 50’ernes London. Scenen krydsklippes med ankomsten af hans syersker til det fornemme, victorianske hus i Notting Hill (el. lign.), som han bor og arbejder i. Velkommen til det bogstavelige House of Woodcock.

Jeg har set utallige scener, hvor figurer klæder sig selv på. Ofte betyder de intet nævneværdigt. Nogle gange betyder de noget letbenet á la “se, hvordan vores hovedperson dæmmer sin personlighed op bag en facade” eller i American Psychos tilfælde “se, hvordan vores hovedperson ikke ikke har noget bag facaden”.

Men denne påklædningsscene er mere. Det, jeg bliver vist, føles vigtigt, selvom jeg kan have svært ved at forstå hvorfor. Det er som at se en urkraft både tøjle og beskytte sig selv under fine klæder. Som at se en tikkende bombe blive pakket ind i gavepapir.

For mig er dette essensen af Paul Thomas Andersons filmkunst, når han er bedst. De udefinerbare kræfter, jeg fornemmer er i spil, holder mig hen i gådefuld spænding, men konstant følges jeg også af en nagende tvivl om, at jeg bliver holdt for nar, og at det hele ikke betyder noget. Den tvivl vender vi tilbage til.

Phantom Thread 1 by Laurie Sparham Focus Features Header

Fra denne spæde start udfolder filmen sit indblik i kunstens, kreativitetens og kærlighedens omkostninger, for Reynolds er en fuldbyrdet kunstner. Han virker til at være forbundet med nogle overjordiske kreative strømninger, der gør ham til en art overmenneske. En gave eller en forbandelse, som han med hård, kynisk hånd lærer sin omverden ikke at komme i vejen for. Intet i verden står over eller ved siden af hans arbejde. Kan du ikke acceptere eller forstå det, bliver du vist ud (sandsynligvis af Cyril – hans endnu koldere søster og assistent), om ikke du allerede selv har fundet døren.

Denne skæbne har indtil flere kvinder åbenbart måtte lide i deres jagt på ungkarlen Reynolds, lige indtil han støder på servitricen Alma (luxembourgske Vicky Krieps i sin første internationale film). Hun ser måske skrøbelig og fintfølende ud, da han impulsivt udvælger hende som sin næste muse/flirt og fører hende ind i sin smigrende livsstil, og det ér hun også, men hun er meget mere end det. Hun og hendes kærlighed er nemlig ukuelig i ordets egentlige forstand, og inden længe møder en ustoppelig kraft dermed et urokkeligt objekt, og filmen begynder for alvor at koge.

Phantom Thread er en film om noget principielt og universelt. Om kunst og kærlighed. Om voldsomme naturkræfter, der river og flår i hinanden. Det er måske nok “bare” en scene med to mennesker, der spiser morgenmad i anspændt stilhed, men det føles som en orkan og et jordskælv, der prøver at feje hinanden af banen.

Det er et udtryk og en måde at fortælle historie på, der for mig er P. T. Anderson unikt. Diskrepansen mellem filmens stilfulde, velkomponerede billeder og den under overfladen sydende vold, de formidler, skaber en spænding, der fuldendt underbygger den historie, der fortælles. Personligt reagerer jeg ved at grine af glæde, som når jeg ser en vildt overdrevet og velkomponeret actionscene. Det føles bare fedt, farligt og sjovt, så jeg griner, men det ér altså også sjovt! For det lyder måske ikke sådan, men Phantom Thread er fyldt med humor. Især takket være Hr. Woodcocks udtalte ærlighed. Han lægger aldrig fingre imellem, og det sørger han for, at man aldrig er i tvivl om.

Daniel Day Lewis har altid været en bemærkelsesværdigt dygtig skuespiller, men han trives især i denne komplekse rolle som dreven, splittet, kynisk, sensitiv, genial og gal tøjkunstner. Det overrasker sådan cirka ingen, men han er fænomenal og central for fuldbyrdelsen af filmens projekt. Han er unik, og det kan ses.

Phantom_Thread__Large.jpg

Og så tilbage til tvivlen, der sætter hele denne filmoplevelse i perspektiv for mig, for er Phantom Thread virkelig genial, eller er det bare mig? Jeg spørger oprigtigt. Jeg ved det ikke. Jeg synes at få utroligt meget ud af filmen, men samtidig føles den også hamrende prætentiøs og forceret. For alle de kompleksiteter, jeg ser i den, oplever jeg den også som værende vildt banal.

Sådan har jeg haft det med næsten alle P.T. Andersons film første gang jeg så dem. Måske en bedre anmelder kunne skære klarere gennem sin oplevelse, men jeg er altid i tvivl – og det elsker jeg. Jeg tror, at poesien bor i tvivlen. Min erfaring fortæller mig, at Phantom Thread nu arkiveres blandt alle i mine andre filmminder, hvor den vil ældes som vin, indtil tvivlen en dag (efter flere gensyn) er forduftet. Så lad os bare springe gæringsperioden over og gå direkte til der, hvor jeg med selvsikker, kølig, Woodcocksk ærlighed kan konstatere:

Dette er et mesterværk.

6 out of 6 stars

 

Del denne anmeldelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.