Da ærkejyske gæstevært Christian Thomsen for år tilbage kom til os med idéen om en Elvis-episode fra Filmnørdens Hjørne, sad vi nok med nogenlunde samme ansigtsudtryk, som du har lige nu. For selvom Elvis Aaron Presley nok er det største kulturelle ikon, der nogensinde er kommet ud af USA, så er det begrænset, hvor stort et aftryk han satte på filmhistorien. Vi burde umiddelbart krydse en stak mere egnede podcast-kandidater af listen, inden vi kom til Elvis. Vi skrinlagde idéen.
Så blev det pludselig bekendtgjort, at australske Baz Luhrmann ville komme med en stort anlagt Elvis-film. Så sagde en af landets største Elvis-nørder, Henrik Knudsen, pludselig ja til at være med. Og Henrik sagde også, at vi kunne optage episoden i det hus han havde bygget i Randers – en tro kopi af Elvis’ eget hjem Graceland kaldet Memphis Mansion. Og så fik vi pludselig arrangeret, at den første officielle visning af Elvis på dansk grund ville blive i Randers, hvor vi fra Hjørnet og Henrik og hans Memphis Mafia alle gik ind og så den sammen.
Og her sidder vi så, klar med en vaskeægte Hjørne-episode om Tornadoen fra Tupelo, Den vibrerende Valentino, Mr. Sideburns, Kongen – Elvis “The Pelvis” Presley! For fra en filmnørds synspunkt kan man angribe Elvis fra et utal af vinkler: Spillefilm med Elvis som skuespiller (31 film på 15 år), dokumentarer om Elvis, spillefilm om Elvis, koncertfilm med Elvis og sidst, men ikke mindst, naturligvis en laaaang anmeldelse af Buz Luhrmanns Elvis. Vi håber episoden giver bare en snært af den Elvis-oplevelse, vi har haft. Vi bliver nok aldrig helt færdige med at spejle ikonet Elvis i filmens verden, men her gør vi i hvert fald forsøget på at favne manden og filmene om og med ham fra start til slut. Rigtig god fornøjelse med episoden!
Med venlig hilsen,
Casper, Christian & Henrik
P.s. Se billeder fra vores tur til Memphis Mansion længere nede på siden 🙂
Comments 1
Det har været en fornøjelse at tilbringe 2½ time med jeres indtryk af Elvisfilmen, og alle de gode sidehistorier der fulgte med. Jeg har hørt hr. Knudsen fortælle mange gange, men der kom lidt mere kant på ham, sammen med i to andre. Jeg så filmen til forpræmierer i Randers og mit indtryk af filmen falder fuldstændig sammen med jeres. Efter ca. en tredjedel var Austin Butler blevet Elvis i min hjerne og jeg lagde ikke mærke til filmens længde, men havde gerne taget en ½ time mere. Ligesom denne podcast også mangler en ½ times tid.
Jeg vil genhører podcasten om en 14 dages tid og jeg vil se filmen i Imperial sammen med min datter og søn, ligesom vi sammen så This Is Elvis, da den blev vis første gang i biografen, way back.