(Opdateret bio på vej)
Check Bries egen blog – Bries Blog-O-Rama
Navn: Brian Iskov
Født: 9. februar 1976
Arbejde: Freelancejournalist for diverse dagblade og magasiner (primært film- og kulturstof), forfatter (bl.a. Den Store Troldspejlsbog), oversætter af fagbøger (bl.a. Star Wars-leksika), korrekturlæser, blogger og hvad der ellers byder sig!
Vil du beskrive dig selv som en ”filmnørd” og i så fald hvorfor?
– Også i den grad. Når jeg ikke ser film, læser jeg om film, skriver om film og dyster til filmquiz. Jeg har studeret filmvidenskab på uni og selv lavet tegnefilm i mine yngre dage. Og så er min hukommelse nærmest uhyggelig, når det gælder instruktørnavne og danske filmtitler: Spørger man mig, hvem der har instrueret en given film fra de sidste ca. 50 år, og hvad den hed på dansk, er der stor sandsynlighed for, at jeg har svaret på rede hånd.
Hvilke(n) er din(e) yndlingsfilm og hvorfor?
– David Lynchs ”Blue Velvet”. Alting går op i en højere enhed i den film, og selv om jeg helt klart så den på det rigtige tidspunkt (som letpåvirkelig 15-årig), bliver den ved med at give mig nye oplevelser hver gang.
Hvilken film har du set flest gange?
– Det må afgjort være en James Bond-film. Sikkert ”Goldfinger”.
Hvor mange film ser du ca. om ugen og hvor?
– I gennemsnit er det vel knap en om dagen. De fleste er pressevisninger, resten er fordelt på hjemmebio, Cinemateket og Københavns andre biografer (har frikort :-D).
Hvor mange film har du stående derhjemme?
– Det er begrænset, hvor mange film jeg køber, for det er de færreste, jeg orker at gense ret mange gange. Samlingen består pt. af 95 blu-ray’er, 695 dvd’er og et uvist antal VHS-bånd!
Hvilken slags film står der flest af i din filmsamling?
– Alle slags – undtagen western- og operafilm, dem har jeg ikke mange af.
Hvordan er din filmsamling organiseret eller er der orden i kaos?
– Absolut organiseret. De vigtige film står i reolen efter alfabetisk orden med undergrupperinger til f.eks. animation og særlige instruktører. Resten (primært screenere) står i en aflang kasse – naturligvis også alfabetiseret og indført i database.
Hvilken er den pinligste film du har stående derhjemme og hvorfor?
– Jeg har skrabet rigtig mange mærkelige screenere sammen i min tid som filmanmelder, men når man kommer fra en filmhistoriebaggrund som jeg, er ingen film pinlige at have stående i reolen.
Hvordan ser din ”hjemmebiograf” ud?
– Optima 3D-HD-projektor, der giver supersprøde billeder på op til 104” – et af mine bedste køb nogensinde. Dertil 5.0-kanals Dolby DTS med B&W-fronthøjttalere og B&O-baghøjttalere. Og så en autentisk biografstol betrukket med rødt fløjl. Jeg skruede den selv op af gulvet i Scalas sal 1, da biografen lukkede i 2000.
Er der en særlig filminstruktør, du er fan af?
– David Lynch fulgte jeg intenst i en del år, men det er godt nok længe siden, han har lavet noget interessant. Ellers prøver jeg at se alt af Steven Soderbergh, Edgar Wright og Alfred Hitchcock. Og Pixar, men det er jo ikke en instruktør.
Beskriv den tidligste biografoplevelse du husker.
– Det er enten ”Far til fire i byen” – den med ”Til julebal i Nisseland” – eller noget Disney-juleshow i det hedengangne Biocenter Odense (kaldet ”flo’bio” på fynsk, fordi den lå nede ved åen).
Hvilken film har du tudet mest til og hvorfor?
– Som dreng stortudede jeg, da E.T. rejste hjem, og i teenageårene kunne jeg ikke se Peter Weirs ”Frygtløs” uden at få en klump i halsen til sidst. Jeg er ikke sikker på, at nogen af dem stadig har samme effekt. De seneste film, der har fået krammet på mig, var ”The Impossible” og ”What Maisie Knew” i 2013.
Hvilken (hvis nogen) film tør du ikke se?
– Jeg er normalt ikke sart, hvad film angår, men jeg har aldrig følt synderlig lyst til at se Pasolinis ”Salo – 120 dage i Sodoma” eller ”A Serbian Film”.
Hvilken er den mest uhyggelige film, du nogensinde har set?
– Polanskis ”Chok”, alene hjemme i et mørkt parcelhus klokken 1 om natten. Dén eller den første ”Ju-On” til midnatsvisning i Imperial, dengang J-horror stadig var nyt.