En Hjørne-podcast bliver til

Filmnørdens Hjørne Blog Leave a Comment

Vi bliver nu og da spurgt, hvordan vi rent praktisk laver podcasten fra Filmnørdens Hjørne. Derfor “afslører” vi her lidt arbejdsrutiner og -metoder, der forhåbentligt kan hjælpe eller inspirere andre til at kaste sig ud i podcast-produktion. Først skal vi dog lige have en enkelt ting på plads.

Siden dag 1 har vi sagt forkert. Hver gang vi producerer en ny audiofil til distribution på nettet, har vi kaldt det for en “podcast”. Podcast 20, Podcast 62, Podcast 119. I virkeligheden er det jo episoder af en og samme podcast: Filmnørdens Hjørne. Ikke at det gør nogen stor forskel. Vi ville bare lige understrege, at vi godt ved det, men selvom vi ved vi bruger det forkerte ord, så hedder episoder fra Filmnørdens Hjørne nu engang “podcasts”. Sådan er det bare, men hvordan bliver disse podcasts så egentlig til?

Jo, ser du…

Den om Pixar

1. Idéen
Det hele starter naturligt nok med en idé om, hvad det centrale emne for podcasten skal være. I sagens natur bevæger vi os kun inden for filmens verden, men den er også ganske stor. Vi tager her enten udgangspunkt i en aktuel film (Den om Spectre…), et populært emne blandt lytterne (Den om Westerns…) eller bare noget vi selv virkelig har lyst til at grave i (Den om Pixar…). Ofte ender det med at være en blanding af ovenstående.

2. Værts-tilmelding
Når vi er blevet enige (eller *hrm* Casper er blevet enig med sig selv) om et godt emne, smides der en dato på bordet, og Hjørnets værter melder ud, hvem der kan og vil være med. Casper er den eneste, der altid skal være til stede, fordi han er den tekniske producer på podcasten.

Programplan3. Programplan
Efter at have vendt den pågældende podcasts indhold med de værter, der kan være tilstede på optagedagen, skriver Casper, i rollen som redaktør, en mere eller mindre fyldestgørende programplan, der deles via Google Docs. Den indeholder info om hvert indslag, om hvilke lydfiler, der skal afspilles inden eller under indslaget, og som regel også hvem, der er hovedansvarlig for det. Siden vores første podcast har vi altid formet indholdet i en podcast som et magasin – altså, et program, der tager lytteren gennem en række indslag, der ikke nødvendigvis har direkte noget med hinanden at gøre, andet end at de handler om film. En klassisk Filmnørdens Hjørne-podcast indeholder lidt nyheder, lidt anmeldelser, et ord fra Reklamedude (hvis vi er heldige) og en “special”. En gang i mellem fylder et emne dog så meget, at vi dropper alt andet.

4. Research
Det er ikke alt vi snakker om, der kræver synderligt meget research af os. Skal vi selv sige det, så er vi nogle relativt erfarne og vidende filmnørder med mundtøjet skruet ordentligt på, så vi kan stort set sætte os ned og snakke om alt uden videre research. Ofte kaster vi os dog over emner, som vi må forberede os godt på, såsom Podcast 116 (Den om Pixar…), hvor research-delen i høj grad lå på Brian Iskovs skuldre. Et andet godt eksempel er vores årlige Oscar-opvarmnings-podcasts. Her tildeles hver vært en række kategorier og emner, som de får ansvaret for under optagelsen.

research

5. Lyd-jagt
Når vi kommer helt tæt på optagedagen, er det tid til, at Casper sætter sig ved computeren og forbereder lydfiler. Der skal findes trailer-bidder til anmeldelser, baggrundsmusik til hvert indslag, og hvad der ellers måtte være af oplagte lydbidder skal gøres klar. Nu og da leverer Brian også lydfiler, såsom uddrag fra interviews. For at sikre et jævnt lydniveau normaliseres og kompresses hvert enkelt lydfil, så de får nogenlunde samme volumen.

Proppfrexx

6. Software, playliste og mixer
Som garvede lyttere ved, afvikler og optager vi nu til dags en podcast i programmet Proppfrexx. Det er egentlig et computerprogram, der er skabt til at kunne afvikle live web-radio, men det fungerer også perfekt til vores formål. I Proppfrexx sætter vi alle lydfiler ind i en playliste, så de kan afspilles i rækkefølge. Hver fil får tilegnet værdier såsom lydniveau, og om de skal loop’e, eller om playlisten skal stoppe efter afspilning af en lyd (såsom efter en karakter-trommehvirvel). Derudover tillader Proppfrexx opsætning af en “virtuel” mixer, med lige så mange indgange og udgange som man ønsker, så vi både optager og mixer (og sub-mixer) al podcast-lyd i dette ene program.

7. Praktisk studie-opsætning
Vi er desværre ikke så heldige, at vi har et “ægte” studie tilgængeligt, selvom det kunne være umådeligt rart. I stedet skal studiet sættes op før og pakkes ned efter hver podcast-optagelse. Vi samler vores intermistiske studiebord (to bukke og en bordplade), sætter mikrofoner op, henter stole, trækker kabler til mixeren, tilslutter vores lille mobile mixer til computeren, uddeler hovedtelefoner, brygger kaffe, og hver vært sætter deres computer/iPad op. Så er vi klar.

Praktisk studieopsætning

8. Optagelse
Med alt klar, både redaktionelt og teknisk, er det bare at trykke på “record” og så afvikle podcasten. I teorien kan vi optage en podcast ud i én køre uden pauser og ende med en enkelt audiofil, der er klar til direkte upload. Som oftest opstår der dog et uheld eller to under podcasten, så vi lige må holde en pause og gå i gang igen, men grundlæggende afvikles alt “live to tape”, som det så fancy og gammeldags hedder.

9. Post-produktion
Når alt er optaget, og alle værter er taget hjem igen, skal Casper i sving på computeren igen. Her skal den endelig podcast-fil sættes sammen af dagens optagelser. Derudover skal der måske sættes klip ind, som vi uplanlagt refererer til i podcasten, eller en overgang fra en jazz-vignet til en trailer skal måske strammes op. Hertil bruger vi programmet Audition.

audition

10. Upload og udgivelse
Den endelig audiofil uploades afslutningsvis til vores web-host (Libsyn.com), vores xml-fil med podcast-feed’et opdateres manuelt, plakat designes (et kapitel for sig), indlæg skrives og opsættes på vores hjemmeside, og til sidst deles linket til indlægget på Facebook og Twitter.

Inden vi runder af, så lad os afsløre hvad vores tekniske setup rent praktisk består af. Vi bruger en mellem-stærk PC som “hjertet” i studiet. Proppfrexx med et væld af plugins kørende til aktiv lydbehandling, kræver en god arbejdshest til at trække læsset – ellers hakker optagelsen. Til PC’en tilslutter vi vores Alesis iO4 lydkort/mini-mixer. Til Alesis’en tilslutter vi via XLR-kabler op til fire Shure SM58 mikrofoner, samt et jack-kabel med splitter til flere hovedtelefoner, så alle værter kan høre hinanden, samt baggrundsmusik og lydklip. Hver mikrofon sættes i en bordstander, med påsat pop-filter.

The End. Sådan producerer vi i grove træk vores podcasts. Vi håber ikke al magien er forsvundet, lidt som når man ser, hvordan Peter Jackson i Ringenes Herre brugte tricks til at gøre Gandalf meget højere end hobbitterne. Derimod håber vi, at jeres nysgerrighed er blevet stillet lidt, men har I flere spørgsmål, skal I være velkomne til at skrive til os på info@filmnoerden.dk.

Hav det godt og vi høres ved snart.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.