Vor mand i Toronto (del 1)

Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede søndag, og Brie var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er første del af rapporten fra Toronto International Film Festival 2016.

Denne artikel er oprindelig udgivet på Bries Blog-O-Rama

FOLKETS FESTIVAL
Ingen af de bebudede hollywoodstjerner mødte op, da Canada fik sin første filmfestival i Toronto i oktober 1976. Storebroderen USA ignorerede slet og ret Festival of Festivals, og de lokale medier spåede fiasko.

Men arrangørerne lo sidst. 35.000 canadiere løste billet til premieren på Toronto International Film Festival (TIFF), som navnet har lydt siden 1994. I festivalens første år var der 127 film på plakaten.

Siden er publikumstallet mere end tidoblet, og dette års Toronto-program bød på 397 titler – 296 spillefilm og 101 kortfilm – fra 83 lande. Ser man fem titler om dagen under hele TIFF, vil man stadig gå glip af det meste.

Jeg nåede i år igennem 23 hele spillefilm og 5 halve (som jeg enten faldt i søvn til eller måtte gå fra). Desuden foretog jeg 7 interview og var til adskillige seminarer og Q&A’s.

Brie på TIFF 2016 | privatfoto

Filmbranchen serviceres på festivalen med et marked for køb og salg af kommende film samt et ugelangt program af konferencer og masterclasses. Men først og fremmest er Toronto til for den menige biografgænger. Publikumsorienteringen giver TIFF en helt særlig, afslappet vibe af folkefest og inklusivitet.

De 3000 frivillige i orange T-shirts, som overalt sørger for gnidningsfri afvikling og kanalisering af menneskestrømmen, er indbegrebet af hjertelig imødekommenhed og hjælpsomhed. Man forstår, hvorfor den årlige introfilm, der hylder deres indsats, altid mødes af stormende klapsalver.

TIFF 2016 | foto: Brian Iskov

En anden skæg tradition på TIFF er publikums reaktion på den faste formaning inden filmen om at slukke for mobiltelefonerne. Advarslen mod piratkopiering er naturligvis yderst høfligt formuleret (canadierne har ry for at være omvandrende undskyldninger for sig selv), og selv i år, hvor ordlyden var ændret, fik skiltet hver gang salen til at bryde ud i knurrende sørøvertilråb til stor moro for både veteraner og nybegyndere, der undrede sig over det pludselige kor af ”ARRRRHH”-lyde.

TIFF 2016 | foto: Brian Iskov

KVINDER BAG KAMERAET
29 % af de 397 film på dette års TIFF var instrueret af kvinder. Jeg så tre af filmene. Den medrivende franske Erin Brockovich-variant La fille de Brest er instrueret af Emmanuelle Bercot, og den bæres især af forrygende stjernespil fra Sidse Babett Knudsen som danskfødt lungespecialist med ild i røven og en hang til at bryde ud i danske eder, når hun bliver ekstra ophidset (replikken ”Du er krafteddermame en vatpik, du er!” var et af festivalens uventede højdepunkter).

Sidse Babett Knudsen i “La fille des Brest” (150 milligrams) | Foto: Courtesy of TIFF

Amanda Kernell havde en pris fra Venedig-festivalen med i bagagen, da hun på TIFF viste Sameblod om en samisk teenagepige (stærkt spillet af debutanten Lene Cecilia Sparrok) og hendes identitetskvaler i 1930’ernes svenske samfund.

Og Eleanor Coppola (Francis’ kone, Sofia og Romans mor) debuterede som fiktionsinstruktør i en alder af 80 år med Paris Can Wait, en delvist selvbiografisk roadmovie-bagatel skræddersyet til det frankofile Dagmar-segment.

Den verserende debat om kønsulighed i filmbranchen dominerede også årets Industry-program i Toronto. Ugen før festivalen udgav dr. Stacy Smith fra University of California Annenberg en opdateret undersøgelse, Inequity in Popular Films, med data fra 800 amerikanske film. Hun fortalte på TIFF, at kun 4,1% af de undersøgte film fra perioden 2007 til 2015 var instrueret af kvinder. Kun tre af disse kvinder var afroamerikanere. Én var asiat.

“Så vi ser ikke bare et mangfoldighedsproblem, men en inklusionskrise,” konkluderede Stacy Smith. Hun nævnte også, at der var én ting, der var værre for jobsituationen i filmbranchen end at være kvindelig instruktør: “Kun 1,4 % af filmkomponister er hunkøn”.

I sin USC-rapport opstiller Stacy Smith flere praktiske løsningsmuligheder for at komme skævhederne til livs:
”De store navne kan forlange at få skrevet en inklusionsklausul ind i deres kontrakt. At demografien i den historie, de fortæller, svarer overens med det sted, hvor historien foregår. De kan også bede om inklusion bag kameraet i stedet for bare at stille krav om luksusgenstande eller størrelsen på deres vogn. Endelig kan man gøre som NFL, når de ansætter folk udefra og betinger sig, at der skal indkaldes personer af anden hudfarve til samtale”.

Seminaret The 4 %: Film’s Gender Equality blev indledt af Caroline Suhs fine dokumentar af samme navn, som kan ses i seks dele på Epix’ YouTube-kanal:

KONCERTFILMENS KUNST
Man tager sig i at ønske, at alle producere af X Factor og Eurovision Song Contest blev tvangsindlagt til at se koncertfilmen Justin Timberlake + The Tennessee Kids. Så kunne vi sagesløse licensbetalere måske slippe for det evindelige bombardement af epileptisk billedmiksning og umotiverede lynkranture ind mod scenen.

Jonathan Demmes dokumentation af Justin Timberlakes 20/20-turnéafslutning på MGM Grand i Las Vegas udmærker sig (som altid hos Demme) af et forbilledligt overblik og den stålsatte tro på, at showets dynamik forplanter sig bedst til lærredet, når de filmiske virkemidler er så enkle som muligt. 20 kameraer (14 betjente, 6 låste) placerer tilskueren helt tæt på scenen, ofte i nærbilleder og med Timberlake og hans imponerende showmanship i centrum af kompositionerne.

Demme holder de fleste indstillinger så længe som overhovedet muligt og skifter kun mellem vinklerne, når han føler, der er en god grund til at klippe.

Ved et seminar på TIFF opremsede den 73-årige, men evigt ungdommelige Jonathan Demme sine tre gyldne principper for at indfange liveoptrædener på film:

“1) Ignorer publikum. Spild ikke tid på billeder af, hvad der sker i salen. Der vil næsten altid ske noget mere spændende oppe på scenen. 2) Få fat i så mange kameraer, du har råd til, så du har noget at arbejde med i klipperummet. Og sørg for, at hver eneste indstilling har en stærk komposition, så du kan holde billedet længe. Hvilket leder til 3): Prøv at klippe så lidt som muligt. Når du har en optagelse, der fungerer, så lad den køre. Giv publikum tid sammen med sangeren, og bliv ikke forført af at klippe til musikkens rytme og pumpe energien kunstigt op”. Amen!

Justin Timberlake + The Tennessee Kids får premiere på Netflix senere på året (men bør om muligt ses på et stort biograflærred).

> Se hele seminaret med Jonathan Demme på YouTube-kanalen TIFF Live
> Læs interviewet med Jonathan Demme om “Rachel Getting Married” (2009)