Hvordan kan en af tidens absolut største instruktører stadig stå som så relativt et uskrevet blad? Hvordan er han gået fra skæve små indiefilm til Jordens største blockbustere på under et årti? Hvad er hans hemmelighed? Og hvem ÉR han?
I anledning af premieren på Dune kaster Filmnørdens Hjørne sig over filmens instruktør, den canadiske Denis Villeneuve. Vi har set alle hans film og kravler os møgsommeligt gennem hele CV’et i forhåbningen om, at der tegner sig et billede af et menneske. Vi blev klogere filmnørder, og vi håber det smitter, hvis du lytter med.
Bag mikrofonerne finder du vante stemmer som Jannik Hansen, Marie Diemer Bille og Casper Christensen, men ekstra special guest star og Villeneuve-apostel Stine Teglgaard har omsider sin debut på Hjørnet. Tag godt imod hende, for det bliver ikke sidste gang hun svinger forbi og tager med på en instruktør-odyssé.
Rigtig god fornøjelse!
Med venlig hilsen,
Jannik, Marie, Stine & Casper
Comments 2
tak for det!
Det var alletiders underholdende og begavede podcast!
Jeg er en af læserne som også først og fremmest var lettet over at det endelig lykkedes. Som læser ved man, at det er en fremragende filmatisering – og om det også er/bliver nogle fremragende film – det ved vi først når 2eren og 3eren kommer.
Der er i denne etter lagt spor ud til og med Messiah of Dune. Så, hvis Deni(s) har tungen lige i munden som han havde med Arrival – så er jeg overbevist om, at det bliver helt, helt vidunderligt.
Men at de samme som hader Ghostbusters med kvinder også kommer til at hade en superheltefilmtrilogi som demonterer superheltemyter …
Og mht til debatten om den teknisk overlegne film-stil er varm eller kold, der synes jeg at den “neutrale” fortællestil giver plads til publikums egne fortolkninger, og at den i øvrigt passer godt til Herberts finurlige skrivestil, hvor han konstant skifter indre synsvinkel, så man aldrig helt ved hvad forfatteren selv mener, og til hans aldeles vidunderlige måde at beskrive de særeste fænomener, som om det er selvfølgeligt og velkendt.
Jeg. Vil. Have. En. Ornithopter! Den er SÅ godt visualiseret!
Lyset i denne filmatisering er præcis som jeg husker lyset i bogen. Og den skumle gnidrethed var det, jeg havde mest imod Lynch’ filmatisering.
Et par ting mere jeg lagde mærke til: Harkonnens androgyne (?) barne-tjenere (?) i plastikdragter og deres fuldstændigt skræmte ansigtsudtryk.
At Jessicas indre monolog op til Gom Jabbar-scenen er lagt udenpå.
Jeg tror ikke vi er vant til, at kvindelige superhelte har et indre liv der er andet end sejt og stenansigt og jeg var SÅ begejstret for hvordan hendes indre konflikter får liv og for hvor meget Villeneuve gør ud af at skildre hendes og Pauls forhold.
Author
Fantastisk kommentar, Majbrit. Tusind tak for så dybegående et skriv. Og godt at du nød episoden 😀