Pistoler! Damer! Detektiver! Regn! Nat! Kriminalitet! Intriger! Film noir-film er noget af det mest ikoniske, Hollywood nogensinde har produceret. Derfor tog det heller ikke lang tid for Hjørnets fans at komme til tasterne på Facebook, da vi spurgte om de film noir-film, I synes er de bedste, som forberedelse til Podcast 109 (Den om film noir…). Vi har samlet en stak af de lækreste anbefalinger i læsevenligt format her.
Sunset Boulevard (1950)
Rasmus Kruse: – Jeg er ret så vild med film noir. Den smukke og gådefulde sort/hvide æstetik og den mørke og pessimistiske tone oser af stemning, der er til at tage og føle på. Blandt mine favoritter er det svært at komme uden om ‘Sunset Boulevard’, som ikke bare er en af de bedste film i genren, men er en af de bedste film nogensinde. Den skiller sig måske en smule ud fra de mere gængse film noirs, da den også giver meget plads til andre elementer, såsom den skarpe kritik og satire over Hollywood, samt elementer af sort komedie og en tragisk romance. Billy Wilder formår at blande alle disse ingredienser elegant sammen til en fantastisk film.
The Night of the Hunter (1955)
Peter Ravn Rasmussen: – For mig er der én noir-klassiker, der overgår alle andre: Charles Laughtons eneste film som instruktør, ‘The Night of the Hunter’, med Robert Mitchum i hovedrollen som den forrykte prædikant, der bedrager en enken, i håb om at finde frem til de stjålne penge, hendes afdøde mand gemte. Mitchum er så uhyrligt god i rollen, og filmen er en gyser i bedste stil. Det er synd og skam, at Laughton aldrig instruerede andre film.
The Third Man (1949)
Tobias Pommergård Hansen: – The Third Man er min umiddelbare favorit. Den er spændende, mystisk og intelligent. Hele mysteriet om hvem den tredje mand er, holder en interesseret hele vejen igennem. Joseph Cotten og Orson Welles’ skuespil og karakterer udgør også en stor del af, hvorfor filmen er er sandt mesterværk. Og lad os nu ikke glemme det meget charmerende og henrivende soundtrack.
Double Indemnity (1949)
Thomas Borgstrup: – Jeg elsker film noir af alle de grunde og i alle de afskygninger, der allerede er blevet nævnt. Double Indemnity er dog min favorit for sine helt stilrene billeder, den obligatoriske melankolske voiceover, den ondeste femme fatale og en dialog, der er så snappy, at man skulle tro, Tarantino havde været inde over.
Citizen Kane (1941)
Benjamin Henriksen: – Når man snakker film noir, bør man nævne Orson Welles’ ‘Citizen Kane’, der er min favorit noir-film, omend den principielt mere kan betegnes som en ‘proto-noir’ film. Det ændrer dog ikke, at den har påvirket den veldefinerede genre. Karakteristisk er i al fald kontrastforholdet mellem sort og hvid samt den low-key-belysning. Den har rigtigt nok ingen plagede detektiver eller mystiske femme fatales, men jeg vil våge at påstå, at den alligevel har haft kæmpe indflydelse på de stilistiske og strukturmæssige aspekter. Den absolut flotteste sort/hvid film nogensinde, hvis I spørger mig.
Touch of Evil (1958)
Kristian Enevoldsen: – Min absolutte favorit er Orson Welles “Touch of Evil”. Den fangende mig fra første billede. Den fantastisk one-take åbnings sekvens, Orson Welles egen rolle, som bare er så slesk og så Marlene DIetrich i en vidunderlig nedspillet rolle og så er det bare en kanon god historie, der bruger alle de klassiske greb fra film-noir genren. Det er absolut min favorit.
The Big Sleep (1946)
Jannik Fuglsang: – Min stemme går til ‘The Big Sleep’, den bedste filmatisering af Chandlers Philip Marlowe, måske fordi den på det tidspunkt dybt alkoholiserede Humphrey Bogart sveder sig 100 % troværdig gennem filmen fra første scene (i et drivhus), tydeligvis KUN på jagt efter den næste skud, der involverer en tredobbelt Brandy. At Bogart ovenikøbet skal spille op til sin purunge kone, Lauren Bacall, selvom han selv ligner en på 55 og iøvrigt mistænker hende for at ligge i med halvdelen af Hollywood, giver bare en fed, ægte feeling, der rammer Marlowe-figuren spot on.