(Anders er desværre ikke så meget med på Hjørnet i øjeblikket, som han gerne vil være. Det er der en masse gode grunde til, blandt andet at Anders har lavet sin helt egen lille filmnørd, som han er gået i gang med at opdrage med hyppige visninger af Jaws, Star Wars og Monty Python and the Holy Grail.)
Født: 29. december 1974
Jeg er uddannet som…
professionel halvstuderet røver med time off for bad behavior fra RUC, det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Musikvidenskabeligt Institut ved KU, Film- og Medievidenskab ved KU.
Jeg bor…
i Århus. Danish for mindreværdskompleks.
Min hjemmebiograf er…
ikke så meget en biograf som en fladskærm (Panasonic TXP42G20) og lidt lyd (Canton DM50). But some day, some day …
Jeg blev en filmnørd fordi…
jeg i forvejen var alt mulig andet nørd (tegneserier, musik, computerspil, bøger, teater, teknik, you name it), og man kan jo ligeså godt gå efter at spille hele pladen fuld. Og så hev min far mig ind og se alle mulige (mærkelige) film da jeg var knægt. Jeg husker at have set både Jonathan Livingston Havmåge og Monty Python and the Holy Grail i Klaptræet på Kultorvet da jeg var omkring 10-11 år, og at jeg var lige begejstret for begge. (Monty Python hænger lidt mere ved end Richard Bach her 30 år efter).
Jeg blev en del af Filmnørdens Hjørne, da…
Casper truede med at offentliggøre de billeder han har af mig fra en påske for snart tyve år siden. Jeg havde intet valg. Hvis jeg vil bibeholde mit håb om en dag at blive generalsekretær for NATO er det nødvendigt at den slags historier undertrykkes. Så jeg sagde ja, og afventer nu blot det rette tidspunkt at slå til på. Jeg tror, jeg ved, hvor han gemmer negativerne.
Det bedste ved at podcaste på Filmnørdens Hjørne er…
når de husker at ringe til mig.
Det værste ved at podcaste på Filmnørdens Hjørne er…
når de glemmer det.
Min favorit-podcast indtil videre er…
Jakob Stegelmann var knaldhyggelig, og så var jeg meget glad for vores snak med Søren Kragh Jacobsen, hvor jeg synes, vi nåede vidt omkring og ret langt ind. Det var spændende – og fantastisk at møde et af sine idoler, især når de viser sig at være dejlige mennesker.
Vores fans er de fedeste i verden, fordi…
de ud-nørder os til hver en tid. Hvilket egentlig gør det hele lidt omsonst, når man tænker over det.
Hvis jeg absolut skulle vælge en favorit-film, ville det være…
Jeg hader det spørgsmål. Men gun to my head – Ghostbusters.
Film pisser mig af, når…
de ikke respekterer publikums intelligens. Det dækker i virkeligheden alle de største filmiske synder. Med det mener jeg ikke at en god gang rundsmadder skal gøres højpandet, bare lad være at tale ned til mig mens du smadrer løs. Og det er lige meget om det er i forhold til plot, karakterer, effekter, musik, whatever. BAMBIS MOR ER DØD, GRÆD NU! er at tale ned. Eklatante plothuller eller utroværdig karakterudvikling er at tale ned. Stop det. Det pisser mig af.
Når jeg ikke podcaster og ser film, bruger jeg min tid på…
At prøve at lære det der med at være far. Det er ret spændende, og ret udfordrende. Og på at arbejde, primært som oversætter, og mest af tegnefilm. Det er noget mindre spændende, men også udfordrende.
Man skal lytter til Filmnørdens Hjørne, hvis…
man synes det er hyggeligt at høre en flok halv- og helstuderede røvere tale skrald om ting, de ved en lille smule om. Og hvem synes ikke det?!
Mine håb for fremtiden på Filmnørdens Hjørne er, at…
at hjørnet fortsætter med at vokse sig modent og klogt. Ikke nødvendigvis større, men at det opretholder udviklingen. Og så at jeg får tid og lov til at være med! Og at vi tager ud i verden og optager! Og at vi interviewer flere spændende folk! Og at jeg får tid og lov til at være med! Og at Casper engang ser et afsnit af en tv-serie!