(Skrevet af Robert Osborne for tcm.com – oversat og videreskrevet af Filmnørdens Hjørne)
“THE METHOD”. Disse to ord gav Hollywoods skuespillere sved på panden i 1950’erne, nøjagtigt som ordene “TALKING PICTURES” gjorde det i 1920’erne. Fra den ene dag til den anden, tog “method acting” Hollywood med storm og både A-, B- og C-skuespillere væltede tilbage på skolebænken, for at lære denne nye stil, i håbet om at det kunne redde deres karrierere.
Men hvad var og er “the method”? Det er en proces hvorigennem skuespillere opfører sig naturligt, uden nogen form for påtagethed, og bruger deres følelsesmæssige minder fra tidligere oplevelser, til at forme deres rolles motiavtion. Det er til en start værd at bemærke at en mand der anses som en af filmhistoriens største skuespillere, Spencer Tracy, i årevis havde spillet på en naturalistiske måde, ved hjælp af sin helt egen metode. Den måde at spille skuespil på, der i 50’erne blev kendt som “method acting”, var altså langt fra ny. Det startede i de sene 1890’ere i Rusland, hvor producer-instruktør-teoretiker Konstantin Stanislavsky lagde kimen til “method acting”. I 1930’erne fik metoden nyt liv (og et par justeringer) i USA af det legendariske Group Theatre i New York og senere i 1940’erne af flere lærere såsom Lee Strasberg, David Lewis og Elia Kazan på New Yorks Actors Studio.
To faktorer skabte ramaskrig i 1950’erne:
1. Det friske, livlige skuespil der blev skabt på teatre i New York af tidligere Actors Studio-elever som Kim Stanley, Eli Wallach, Geraldine Page, Ben Gazarra og Maureen Stapleton.
2. Det imponerende skuespil man kunne opleve fra to super-naturalistiske skuespillere i et par film, der havde premiere indenfor samme måned i 1951 — Montgomery Clift i George Stevens’ A Place in the Sun og Marlon Brando i Kazan’s filmversion af A Streetcar Named Desire. (Brando understregede at hans metode ikke kunne tilskrives Actors Studio, så meget som hans lærer-træner Stella Adler, et tidligere medlem af The Group Theatre.) Begge skuespillere havde skabt opmærksomhed omkring sig selv i tidligere film, men det var premiere-kombiantionen af Stevens’ og Kazans film, der virkelig fik “the Method” til at rulle ind over Hollywood som et damplokomotiv, mens Clift og Brando hver især tilkendegjorde deres egne, nye form for rå, sensuel ærlighed. Pludselig virkede den gamle måde at spille filmskuespil på – med teatralsk oplagthed og tydelig artikuleren – gammeldags.
“The Method” er en fascinerende del af Hollywoods fortid og nutid. Vil du opleve klassisk “method acting” skal du bare se film fra 50’erne med folk som Marlon Brando, Montgomery Clift, James Dean, Paul Newman og Patricia Neal. Den nye skole af “method actors” kan være lidt sværere at opsnuse, for mange skuespillere bruger metoden i mere eller mindre form, men hvis du ser Daniel Day-Lewis og Gary Oldman i nogle af deres mere alvorlige film, er du på rette spor.
Du kan finde en fin video om “method acting” på filmkanalen TCM’s hjemmeside her.
For øvrigt en glimrende og flot hjemmeside, der godt kan få en dansk filmnørd til at ærgre sig over, at den amerikanske version af denne filmkanal, ikke kan ses her hjemme.
