Analyse: De amerikanske præsidentkandidaters yndlingsfilm

Kandidaterne

Donald Trump (rep.)

Yndlingsfilm: Citizen Kane – Goodfellas – The Godfather – The Good, the Bad and the Ugly – Gone With the Wind

Et af Donald Trumps mest interessante karaktertræk er, at det er noget nær umuligt at høre, om han mener de ting han siger, eller om han siger dem, fordi han ved, at den målgruppe, han går efter, gerne vil høre dem. Det samme gælder hans filmvalg.

Hvis nogen som en joke havde bedt os om at finde på, hvilke film Trump bedst kunne lide, er der en god chance for, at vi havde valgt i hvert fald tre af de fem han har nævnt. Det lyder jo for pokker som en joke, at en af Trumps yndlingsfilm er Citizen Kane, for SELVFØLGELIG er den det! Historien om den unge dreng, der arver en sølvmine og bruger sine nyvundne finanser og sans for forretning til at bygge sig selv op som en figur, der er større end livet, ér jo Trump.

Man fornemmer næsten en helgardering fra Trumps side, da Kane på et tidspunkt forsøger at påbegynde en politisk karriere, men bliver forhindret af beskidte tricks fra en korrupt politisk modstander. Der ligger en ærlig, personlig identifikation i Trumps kærlighed til Kane, men Kane er ikke den Trump, som Trump ville ønske, han kunne få lov at være.

Her kommer en-to-kombinationen af The Godfather og Goodfellas ind i billedet. Trump identificerer sig uden tvivl også med disse film og deres hovedfigurer. Mænd, der hårdtslående sætter sig selv og deres ære over loven og alles bedste. Film om succesfulde forretningsmænd (læs: gangstere), der gerne ser stort på etablissementet (læs: loven) for at kunne passe på sig selv, deres samfundsgruppe og nærmeste fællesskab. Du ved jo, at Trump ville ønske, at han kunne bruge hestehoved-tricket i sine daglige både økonomiske og politiske forretninger.

Når ham idioten, der bor på den anden side af gaden, krænker Trumps dame, har Trump ikke lyst til at sætte sig ned og snakke med ham. Trump har naturligvis lyst til at gå op til ham i hans indkørsel og smadre ham til blods med skæftet af sin pistol. Igen, det giver så meget mening, at det bliver komisk.

The Good, the Bad and the Ugly er også en latterligt perfekt Trump-film. Den oser selvfølgelig af amerikansk machismo, hvilket Trump uden tvivl elsker, men hvad vigtigere er, så viser den det vilde vesten som det “virkelig” var. Alle romantisk forestillinger er skrællet væk, og tilbage står den rå kamp om profit, hvor “den gode” kun vinder, fordi han er bedre (eller heldigere) i brugen af vold, frygt og sit brutale instinkt.

Og så er der Gone With the Wind. Selvom den måske virker lidt som en afstikker i forhold til de fire foregående film, udgør den en perfekt afrunding på Trumps filmiske femkløver. Man kan hive hundredvis af forskellige analyser ud af Trumps kærlighed til netop denne film, men vi kan godt lide at tro, at den sætter hans forhold til kvinder og kønspolitik i perspektiv.

Han elsker kvinder med ben i næsen. Kvinder der kæmper for at gå sine egne veje, og som naturligvis bliver lidt hysteriske ind i mellem, men aldrig kan finde på noget, der ikke kan lukkes ned med et velplaceret “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Det er i øvrigt overraskende, at Trump ikke har brugt netop dette citat endnu, men måske gemmer han det i tilfælde af en kommende kampagne mod Hillary Clinton.

Derudover er det muligvis bare rent tilfælde, at filmen også handler om et dybt splittet USA…

Nu er det jo ikke fem synderligt originale valg af yndlingsfilm. To af dem er eksempelvis med på vores egen Top 100 bedste film. Det er fem film, de fleste kan blive enige om er virkelig store klassikere. Som sådan kan det jo være, at Trump bare har en klassisk farmands-filmsmag, men der ér interessante fællestræk: Alle fem film er ærke-amerikanske. De handler alle om énere, der kæmper sig frem mod deres (selviske) mål, koste hvad det vil. De handler alle på den ene eller anden måde om store penge.

Og sidst, men ikke mindst, så husk Trumps slogan: Make America great again. Det ligger implicit i dette udsagn, at tingene var bedre i “gamle dage”. De gamle dage, hvor cowboys skød dem, de ikke brød sig om. De gamle dage, hvor forretningsmænd kunne være idealistiske, uden at skulle bagbindes af alt for irriterende føderale lovgivere. De gamle dage, hvor ære ofte trumfede både penge og sund fornuft. De gamle dage, hvor mænd var mænd, kvinder var kvinder og bøsser noget man enten skød hinanden (eller samlede ind i kirken) med.

Og lige meget hvilke intentioner den kontroversielle forretningsmand / præsidentkandidat / realitystjerne måtte have for amerikas fremtid, så kan vi ikke lade være med at synes, at der mangler i hvert fald én film i hans udvalg…